Før NBSIF-generalforsamling 2026: Højt aktivitetsniveau og solide resultater
Overdækning, som blev taget i brug i 2025, gør det muligt for medlemmer af NBSIF Fitness at gennemføre crossfit og andre former for træning udendørs uanset vejret. Den overdækkede gård er beliggende umiddelbart ud for fitnesslokalerne på Lyshøj Allé 1 i Strandhuse. Foto: NBSIF Kommunikation.
2025 blev endnu et godt år for Nr. Bjært Strandhuse Idrætsforening med stigende medlemstal og dermed højere kontingentindtægter. Så medlemmerne kan se frem til en positiv beretning på generalforsamlingen – og et godt regnskab.
Det oplyser NBSIF-formand Søren Nielsen i forbindelse med indkaldelse til idrætsforeningens årlige generalforsamling, der finder sted onsdag 25. marts 2026 kl. 19 på Lyshøjskolen.
- Idrætsforeningen har et højt aktivitetsniveau og en sund økonomi, hvilket giver os økonomisk mulighed for at udvikle vores rammer, sådan som det fx i 2025 skete med etablering af udendørs overdækning for Fitness, siger NBSIF-formand Søren Nielsen.
HELDIGT VALG AF DATO FOR GENERALFORSAMLING
En anden vigtig ting, der skete sidste år, var ansættelsen af Morten Steen Nielsen som ny centerleder med et samlet ansvar for foreningens administration og derudover daglig leder af Fitness.
Normalt holder NBSIF generalforsamling på en tirsdag, men af forskellige grunde blev det i år til en onsdag
- Vi var heldige med at vælge dag for generalforsamlingen i år. Vi kunne ikke forudse et folketingsvalg, da vi besluttede os for onsdag 25. marts 2026, men godt vi gjorde det. Nu holder vi generalforsamling dagen efter valget i stedet for på valgaftenen, hvilket jo ville have været helt umuligt, siger Søren Nielsen.
FAKTA OM NBSIF-GENERALFORSAMLING 2026
- Bjært Strandhuse IF afholder sin årlige generalforsamling onsdag 25. marts 2026 kl. 19.00
- Den finder sted i Cafeteriet på Lyshøjskolen, Lyshøj Allé 1, Strandhuse
- Alle medlemmer af NBSIF kan deltage i generalforsamlingen
- Der serveres kaffe og kage