Ny kunstgræsbane på vej: Stort anlægsprojekt venter i NBSIF
Bestyrelsen ved NBSIF’s generalforsamling 2026. Fra venstre Flemming N. Enevoldsen, næstformand, Charlotte Tryk, Fritidsklubben Strandhuse, Søren Nielsen, formand, Aage Sørensen, Senioridræt, Kenneth Skovdal Juhl, kasserer, Niels Nøhr Pedersen, Badminton, Louise Obling Jensen, Dans, Susanne Westergaard, Håndbold og Louise Borup Drejer, Gymnastik. Fraværende var Martin Fugleberg Smed, Fodbold. FOTO: NBSIF Kommunikation.
En renovering af kunstgræsbanen ved Lyshøjskolen bliver det store projekt for NBSIF i 2026.
Arbejdet forventes gennemført i sommerferien, så den ny bane kan stå klar til efterårssæsonen.
Den kommende kunstgræsbane er et eksempel på, hvordan idrætsforeningen løbende investerer i faciliteter med et langsigtet perspektiv.
Anlægsprojektet blev fremhævet på generalforsamlingen, der fandt sted med 40 deltagere i foreningens cafeteria ved Lyshøjhallerne 25. marts 2026.
Her kunne formand Søren Nielsen gøre status over endnu et år med fremgang i både medlemstal og økonomi.
– Det er spændende at være formand for en forening, der går godt. Vi har stigende medlemstal, styr på økonomien og en utroligt aktiv og velfungerende idrætsforening, takket være mange frivillige trænere, hjælpere og ledere, sagde Søren Nielsen i sin beretning.
Ved udgangen af 2025 havde NBSIF 38 flere kontingentbetalende medlemmer end året før, hvilket udgør en stigning på omkring to procent. Dermed har medlemstallet stabiliseret sig på et højt niveau efter flere års stærk vækst.
Foreningen har samtidig haft stor synlighed med velbesøgte arrangementer, herunder ikke mindst sæsonafslutninger i gymnastik og dans.
Formanden understregede vigtigheden af de frivillige trænere, ledere og hjælpere.
– Uden frivillige, ingen forening. Der bliver lagt en stor indsats i alt fra træning til kørsel, deltagelse i stævner, tøjvask og praktiske opgaver, sagde han.
GENNEMFØRT I 2025: UDENDØRS OVERDÆKNING TIL FITNESS
Blandt årets begivenheder blev det fremhævet, at NBSIF Fodbold i 2025 blev godkendt som DBU Børneklub, hvilket repræsenterer en anerkendelse af det lokale ungdomsarbejde.
I NBSIF Fitness er der investeret 1,25 millioner kroner i en ny overdækning til træning. Overdækningen muliggør crossfit træning udendørs året rundt i al slags vejr. Den blev færdig og taget i brug i 2025. Kolding Kommune har bidraget med 348.000 kroner til projektet.
Samtidig er der gennemført et ledelsesskifte, hvor initiativtager og drivkraft gennem ti år, Lene Enevoldsen, er trådt tilbage, og Morten Steen Nielsen er tiltrådt som leder for fitness. Lene er fortsat aktiv som leder og træner på udvalgte hold. Morten varetager desuden som centerleder den daglige ledelse og drift i NBSIF på tværs af afdelinger.
Mens en ny aktivitet som pickleball med 30 aktive medlemmer er blevet fast etableret i idrætsforeningen, måtte motionsløb nedlægges som selvstændig aktivitet som følge af faldende tilslutning.
REGNSKAB MED SUND ØKONOMI
NBSIF havde i 2025 samlede indtægter på knap 5,8 millioner kroner, hvilket var en stigning på omkring en halv million kroner i forhold til året før.
Årsresultatet endte på 634.000 kroner, og egenkapitalen er opgjort til 4,3 millioner kroner. Foreningen er samtidig gældfri.
– Det er en meget sund økonomi, som giver mulighed for at understøtte nye initiativer, sagde kasserer Kenneth Skovdal Juhl.
Budgettet for 2026 er lagt forsigtigt og rummer blandt andet investeringer i kunstgræsbanen.
VEDTÆGTSÆNDRING: NYE REGLER FOR LUKNING AF AFDELINGER
Generalforsamlingen vedtog enstemmigt en vedtægtsændring, der fastlægger klare regler for aktiviteter, som ønsker at lukke eller udtræde af foreningen.
Der indføres tre måneders varsel ved nedlukning og seks måneders varsel ved udmeldelse med henblik på fortsættelse i andet regi. I begge tilfælde overgår kontingenter og aktiver til idrætsforeningen.
Søren Nielsen blev genvalgt som formand. Også revisorerne Lauritz Matthiesen og Steen Krogh blev genvalgt, mens posten som revisorsuppleant fortsat er ubesat.
Generalforsamlingen blev ledet af dirigent Thomas Kanstrup og forløb i god ro og orden.